Fællesskab, Frivillighed og Respekt

MTBK-Silkeborg hviler på et stærkt fællesskab og en levende frivillighedskultur. Klubben er båret af engagement, hjælpsomhed og gensidig respekt – både over for hinanden, over for naturen og over for sporten. Fælles glæde ved mountainbike og de værdier, der knytter sig til fællesskabet, danner fundamentet for klubbens kultur og samvær – både i klubben og i skoven.

Engagement og rollemodeller

Et aktivt medlemskab i MTBK-Silkeborg handler om at være en del af fællesskabet og bidrage på en måde, der giver mening for den enkelte. Det kan være gennem deltagelse, opbakning, godt humør og ved at bringe sine egne styrker i spil. Uanset om man er aktiv på cyklen eller i en periode på sidelinjen, er der altid mulighed for at støtte op og gøre en forskel.

Medlemmer af klubben er rollemodeller – både for hinanden og for de yngre. Den måde, vi møder hinanden og andre skovgæster på, er med til at forme det fællesskab og den kultur, vi gerne vil være en del af. At stille op til fællestræning, arrangementer og aktiviteter, når det er muligt, er med til at styrke klubben og sammenholdet.

Frivillighed som fælles grundlag

Klubben bliver til gennem medlemmernes engagement. Alle opfordres til at bidrage – f.eks. som trænere, holdledere, medhjælpere ved arrangementer eller ved vedligehold af spor. Frivillighed er en hjørnesten i MTBK-Silkeborg, og alle opfordres til at afsætte nogle timer årligt (typisk 4-5) til fælles opgaver.

Alle frivillige får den nødvendige introduktion og støtte, og indsatsen anerkendes og værdsættes som en vigtig del af fællesskabet.

Eksempler på frivillige opgaver:

  • Træner eller holdleder
  • Deltagelse i sporbyggerdage
  • Hjælp ved løb og events
  • Planlægning af sociale arrangementer
  • Deltagelse i udvalg eller bestyrelse
  • IT-opgaver og kommunikation

Klubben bakker op om de frivillige og de opgaver de påtager sig. Klubben er ansvarlig for gode rammer for at udføre opgaverne og opfordre alle til at uddanne sig, det gælder specielt trænere og holdledere.

Fællesskab, deltagelse og indflydelse

Et aktivt medlemskab handler også om at tage del i det sociale liv i klubben. Der lægges vægt på, at alle føler sig velkomne og har mulighed for at være med – uanset alder, niveau og erfaring. Som en del af fællesskabet kører vi i klubbens tøj og farver, både til træning og specielt til løb. På den måde viser vi sammenhold både udadtil og internt. Samtidig opfordres alle medlemmer til at bidrage med idéer og tage del i udviklingen af klubben. Når mange bidrager lidt, skaber vi i fællesskab en stærkere klub.

Adfærd i naturen – hensyn og omtanke

Vi er gæster i naturen, og vores adgang afhænger af, hvordan vi opfører os. Som medlemmer af MTBK-Silkeborg er vi gode ambassadører for sporten og viser hensyn til andre skovgæster:

  • At sætte farten ned og hilse venligt ved møde med andre
  • At bruge ringeklokken i god tid
  • At tage særligt hensyn til heste og andre dyr
  • At tage affald med hjem og respektere naturen

Vi passer på naturen og respekter vildtlommer, træer, planter og skovbunden. Vi efterlader kun dækaftryk i skoven.

Et fælles ansvar

Dette kodeks gælder for alle klubbens medlemmer og er forudsætningen for, at vi kan dyrke mountainbikesporten i Silkeborgs smukke natur. Vores gode forhold til Naturstyrelsen, Silkeborg Kommune og andre brugere af skoven er afgørende for klubbens fremtid.

Sammen gør vi MTBK-Silkeborg til et stærkt fællesskab – og skoven til et sted, hvor det er rart for alle at være.